Ib's News - Sommer 2008

ib's news - sommeren 2008.

Jeg vil (også) ha’ en blå ballon.

Kong Adam Kok V, der residerer i provinsen Northern Cape, har via de traditionelle lederes interesseorganisation: ”African Renaisance Civic Movement”, (ARMCO) anmodet staten om følgende faciliteter: Et palads, 10 huse til henholdsvis tjenerstaben og embedskontorer, en helikopter, et Gulfstream privat fly med tilhørende landingsbane, 100 køer, 200 får, 100 geder, x antal høns og 100 km. asfalteret vej før eller nær det (potentielle) kongelige palads i Campbell, Northern Cape.

Inspirationen til Kong Adam Kok V’s eksorbitante ønskeseddel er, at hans kollega i Kwa Zulu Natal: Kong Goodwill Zwelithinis har opnået ovenstående herligheder, alt sammen betalt af de sydafrikanske skatteydere. Nu får Adam formentlig aldrig ”goodwillske” vilkår. Han er en bette mand og regerer over et fattigt kongerige. Undersåtterne er efterkommere af den oprindelige Koi San befolkning. De er en lille, absolut lavstatus befolkningsgruppe uden politisk betydning eller rigdomme, mens Kong Goodwill udfolder sig blandt de anderledes magtfulde og indflydelsesrige Zuluer. Noget er der dog kommet ud af Kong Adams bestræbelser, idet en gruppe af velhavende konger har spyttet i bøssen til indkøb af en brugt bakkie (varevogn) til ham. Så indtil videre er den kongelige ”karet” i Northern Cape en MAZDA 2200 bakkie med 78 hestekræfter foran.

AV min arm.

Så fik hun sparket. Nosimo Balindlela, min tidligere nære sydafrikanske samarbejdspartner, er nu ex minister-præsident i Eastern Cape. Hun blev sat fra bestillingen, mens hun var på en tre ugers studierejse i Kina. Fra centralt ANC hold angav man uduelighed som årsagen, men sandheden er formentlig en helt anden. Måske dén, at Nosimo under striden om formand- skabet i ANC holdt på den forkerte hest, nemlig præsident Thabo Mbeki. Som I ved, vandt Jacob Zuma valget og dermed magten til at skifte Mbekis støtter ud med sine egne håndgangne mænd og kvinder, bl. a. den politiske yo-yo: Winnie Mandela. På trods af sin kriminelle fortid indtager fruen nu en central rolle i ANC’s centralkomite. Det skulle ikke undre mig, om hun får en vigtig ministerpost i Zumas regering efter valget i april 2009.

Der går røg af en brand.

Er selveste præsident Thabo Mbeki korrupt? Det påstår i hvert fald politikeren Patricia de Lille m.fl., bl.a. prominente medlemmer af ANC’s nye centralkomite. Hun og andre siges at være i besiddelse af belastende dokumenter der afslører, at præsidenten skulle have modtaget så meget som ZAR 100 mio. i bestikkelse i forbindelse med ”århundredets våbenhandel”. De mange penge skulle bl. a. stamme fra den tyske industrigruppe Thyssen Krupp, der efter et Mbeki besøg i Tyskland i 1999 pludselig fik en milliardordre på fire fregatter til det sydafrikanske søværn. Noget lignende siges at være tilfældet med en leverance af jagerfly, hvor svenske SAAB (bedste og billigste fly) var favorit til at vinde ordren, som imidlertid gik til et britisk selskab efter at Mbeki havde været på fransk visit i GB. Præsidentens talsmand har ingen kommentarer, men jeg er forvisset om, at hundene slippes løs på en af Mbekis første dage som ex præsident.

ZIM – igen, igen.

”Panta rhei” (alt flyder), vismanden Heraklits berømte ord gælder i den grad om situationen i Zimbabwe. Der er mange rev og skær i de frådende vande. Despoten Robert Mugabe er genvalgt som præsident uden modkandidat. Oppositionens kandidat Morgan Tsvangirai trak sig ud af valgkampen efter at mere end 100 af hans tilhængere var dræbt af Mugabes kadrer. Mbeki, som African Union har udnævnt til at være mediator mellem Mugabe og Tsvangirai er partisk og uduelig. Forhandlinger om en samlingsregering a la Kenya er brudt sammen. En dåse ærter koster 1 mio. ZIM dollars. Der er hungersnød i Matabele land, hvorfra mange forsøger at flygte illegalt ind i Sydafrika (som har forstærket grænsebevogtningen med svært bevæbnet militær). Formentlig ender det med en borgerkrig. Hvis det sker, vil Sydafrika ikke kunne frasige sig et medansvar for, at det kom så vidt.

Fattige sætter ild til zimbabwianske indvandrere.

Man regner med at mindst 2 mio. zimbabwianere er indvandret legalt eller illegalt i Sydafrika. De fleste bosætter sig i slumområderne og forsøger at skabe sig en eksistens derfra. Det skaber store problemer, idet mange af de fattige sydafrikanere i slumområderne mener, at de fremmede stjæler deres arbejde. I bydelen Alexandria uden for Johannesburg gik pøblen amok og angreb de fremmede med kæppe og andre våben og fordrev dem fra deres huse, som efterfølgende blev nedbrændt. Mindst 22 af de indvandrerne mistede livet, flere af dem fik ”the rubber neck” og brændte ihjel. Uroen bredte sig ud over landet, der midlertidigt var uden ledelse, idet alle de høje herrer inkl. præsidenten opholdt sig forskellige steder i udlandet.

Desmond Tutu mistede hovedet.

Jørgen Nash blev herostratisk berømt, da han for mange år siden savede hovedet af ”Den lille Havfrue”. En sydafrikansk broder i ånden bliver næppe berømt, men snarere fordømt, efter at han for nylig i nattens mulm og mørke savede hovedet af den statue af Desmond Tutu, der står udenfor rådhuset i East London. Byens borg- mester udtaler, at det er chokerende trist at byens ikon, der inkarnerer vor kamp for frihed og menneskerettigheder kan vanhelliges på denne måde”.

Nelson Mandela fyldte rund.

Nelson Mandela, der blev 90 år i juli måned, er stadig still going strong og fejrede sin fødselsdag i Qunu, i Transkei. Dog uden sine 2 døtre, der boykottede arrange- mentet. Onde rygter mener, der er lagt i støbeskeen til et stygt testamente drama på den yderste dag.

Dagens SA vits.

Præsident Mbeki tager på statsbesøg i Lesotho. I lufthavnen modtages han af landets søfartsminister. ”Det var da alligevel mærkeligt”, tænker han. ”Landets har jo ingen skibe eller havne, endsige adgang til havet”. Under statsbanketten om aftenen beslutter han sig til at finde en forklaring og spørger Lesothos ministerpræsident: ”Hvorfor har I egentlig en søfartsminister? I har jo ingen adgang til havet, ingen skibe og ingen havne”. Ministerpræsidenten kigger Mbeki fast i øjnene og svarer så: ” Tja, det er jo rigtig nok Mr Mbeki, men på samme måde er jeg faktisk forvirret over, at I har en minister for lov og orden”

Med venlig hilsen

Ib Margré / formand