Ib's News - Julen 2007

ib's news - julen 2007.

Anders langer kraftigt ud efter Robert.

På det nyligt afholdte topmøde mellem African Union (AU) og European Union (EU) langede statsminister Anders Fogh Rasmussen kraftigt ud efter Zimbabwes præsident Robert Mugabe som han blandt andet betegnede som en bandit.

Vi citerer Mr. Fogh R.: ”Det er jo katastrofalt, som den bandit har ødelagt sit land. Det skal Europa sige med fast og enig stemme, så også andre afrikanske lande forstår, at vi alle tager dette her meget alvorligt”.

Den gamle redaktør nikker bifaldende men ærgrer sig også en kende. Anders server en let smash bold over Robert, der sine 82 år til trods, vinder partiet med en brandtale, hvori han blandt andet fastslår at: ”Statsminister Anders Fogh Rasmussen og andre europæiske ledere burde afstå fra arrogant kritik af et Afrika, de ikke forstår” Han fortsætter: ”I går kritiserede fire lande Zimbabwe: Tyskland, Danmark, Sverige og Holland. Denne firebande tror, at de har bedre forstand på Afrika end os selv” ”Fogh Rasmussen viser den arrogance vi kæmper imod. Europa vil ikke engang anerkende demokratiske valgresultater i Afrika”

Mugabes tale, der af nogle betegnes som et oratorisk mesterstykke, fik bragende bifald fra de afrikanske delegerede og den sendte mere eftertænksomme EU delegerede ud i tovene, hvor de analyserer på episoden, og funderer på, om den måske forklarer årsagen til, at kineserne så småt er ved at overtage initiativet i Afrika.

Jeg lovede i sidste nyhedsbrev, at jeg ville forsøge at udfinde en forklaring på fænomenet Robert Mugabe. Jeg har arbejdet på sagen, men det har vist sig, at være mere kompliceret end som så. Blandt andet fordi de historiske ”sandheder” ikke er så umiddelbart entydige. Hvis det imidlertid måtte forundes mig at nå til større klarhed en gang udi fremtiden, vil jeg ikke tøve med at delagtiggøre jer heri.

PRÆSIDENT MBEKI PÅ SPANDEN OG JACOB ZUMA I SALVETEN – MÅSKE…

Som det ser ud i skrivende stund tegner det til at Sydafrikas næste præsident bliver: ”Le infant terrible” Jacob Zuma, den tidligere, detroniserede vicepræsident, der med nød og næppe undgik at blive dømt for en voldtægtsanklage og som har hængende en mistanke om ekstrem korruption over hovedet. Zuma er en af kandidaterne til at blive ANC´s næste formand. Den anden er præsident Mbeki. Zuma fører 2.346 valgmandstemmer over Mbeki, der kun er nået op 1.320 valgmandsstemmer. Skidt er det. Det spinkle strå man klamrer sig til er, at anklagemyndighederne begynder at arbejde alvorligt på at opgøre sagen med henblik på at bringe Zuma for retten, anklaget for korruption af ganske alvorlig grad. Rigtig skidt er det!

MBEKi, SELEBi, og PIKOLi – NÆSTEN FY & BI.

Alle de i´er i ovenstående navnerække inspirerede min lyriske åre og afstedkom en ouverture til en absolut mini libretto til en ”miniopera” om d´herrer. Den korte udgave af den lange forhistorie er følgende:

Rigspolitichefen (og kære venner – hold fast: Formand for Interpol) Jake Selebi plejer omgang med mafiabossen Angliotti. Denne sørger for at få en rival: Minemagnaten Kebble mydet. Angliotti giver rigspolitichefen Selebi R 50.000 for at holde kæft om visse belastende indicer i sagen. Maskepiet kommer til offentlighedens kendskab og Selebi skal selvfølgelig arresteres og stilles til ansvar for sine misgerninger. Statsadvokaten Mr Pikoli får en dommer til at udstede en arrestordre og en ransagningskendelse. MEN, AK. Pikoli havde desværre ikke taget i betragtning, at Selebi og Mbeki er slyngveninder. Så vores kære præsident foranlediger, at statsadvokaten Pikoli bliver suspenderet, hvorefter en af præsidentens lejesvende, en partigenossen ved navn Mokotedi Mpshe konstitueres i embedet. Efter 14 dages ”undersøgelser” erklærer han, at det hele er en misforståelse, som alene skyldes, at Pikoli er uduelig.

Men nu til ”ouverturen til den absolutte mini libretto af den ”moderne sydafrikanske udgave af ”Cosi fan Tutte. Oprindelig sat i musik af Wolfgang Amadeus Mozart. Titlen betyder frit oversat – og meget passende – ” Sådan som alle gør!”

Hovedpersoner:

Bipersoner:

Ouverturen til den sydafrikanske udgave af ”Cosi fan Tutte” (Mel. Funicula. Syng selv).

Hvorfor skal jeg da løbe rundt og frygte?

sa´ SELEBI, sa´ SELEBI.

På grund af det infame, dumme rygte,

at jeg er i, at jeg er i

med mafiaen og de slemme drenge,

så sker der ej, så sker der ej

en ski. For ham der allerøverst oppe

beskytter mig, beskytter mig.

Præsidenten: THABO MBEKI,

ham og mig, vi er som FY & BI

Funiculi og tihihi og ud med PIKOLI.

Sådan kridtes banen op til fortsat snyderi.

GOOD ERHVERVS NEWS.

Daimler-Chrysler (Mercedes) har belønnet deres sydafrikanske bilfabrik i East London for deres bemærkelsesværdige dygtighed til at fremstille fejlfrie MERCEDES C-klasse biler. Den unge virksomhed i East London er udpeget til producere 250.000 enheder af C-modellen til det nordamerikanske marked. Og denne succes drypper på ”degnen”. Danske MAERSK har lige nøjagtig de skibe, der kan fragte denne enorme portefølje over Atlanten til USA.

Dansk Supermarked er begyndt at føre en frostserie af isdesserter, der produceres i Eastern Cape. For eksempel citronsorbet fyldt i halverede citrusfrugter, der er dyrket på marker, beliggende mellem East London og Mdantsane Township nord for byen.

Også ananas sorbet bliver der produceret og eksporteret til Danmark. Godt for arbejdsløsheden i Sydafrikas fattigste provins. Og godt for danske forbrugere. Det er faktisk ret lækkert.

OG SÅ DAGENS SA VITS.

Far og søn er på dyrskue, for at købe en hest. Dyrene bliver betragtet nøje og lille Bobby ser, hvordan hans far beføler dyrene på bagdel og lår. Efter et stykke tid spørger Bobby: ”Far, hvorfor gør du det?” Faren smiler til Bobby og siger: ”Det skal jeg sige dig min dreng. Før man køber heste skal man altid undersøge om de er i god fysisk form.” Bobby ser tænksomt på sin far og spørger så: ”Far, tror du at ham vinduespudseren gerne vil købe mor?”

Ib Margré, formand